En baby. En dreng. En fyr. En mand. En pensionist.
Vi udvikler os hele tiden. Aldrig står tiden stille. Måske står vi stille i tiden, ved ikke hvad vi skal tage os til. Men skal vi tænke på at tiden går? Eller er det bedst bare at lade det ske, og så få det bedste ud af det?
Gavner det os at vide at vi ikke har endeløs tid? Giver det os en form for motivation at tænke på hvad vi skal nå, på den egentlig korte tid vi har, før det hele er slut, før vi er væk fra denne jord, før vi ikke kan lave noget om længere.
Eller er det sundere for bare at tage en dag efter den anden, og bare leve livet som vi føler at vi kan? Kan vi på den måde undgå at blive stressede? Undgå følelsen af hele tiden at være bagud? Er det godt for os, at vi konstant tænker på at vi snart skal dø, og slet ikke kan nå det vi gerne vil?
Alle er klar over at døden før eller siden kommer til os. Vi ved ikke om vi dør i morgen, eller om vi har 82 år længere at leve i. Tingene udvikler sig med os, intet står stille, selvom vi måske føler det. Alt er i konstant udvikling.
Skal vi være denne udvikling bevidst, eller er dagen i dag vigtigst?
Hvis vi har levet hver dag i nuet, vil vi så fortryde det når vi ligger på vores sidste dag, eller vil vi finde ud af at det var den bedste beslutning? Havde det været bedre slavisk at følge sine planer, og samtidig være stresset hver dag, hver måned, hvert år af sit liv?
Jeg tror ikke at der er nogen der ejer et svar på alle disse spørgsmål, men jeg tror at de fleste har en teori eller en holdning til dem. Men så længe vi ikke selv står i situationen, kan vi ikke vide hvad der er rigtigt eller forkert. Vi kan kun følge vores hjerte, og det er også hvad vi bør.